Theodor HerzlLængslen efter en dag at kunne vende tilbage til Zion, det traditionelle symbol for Jerusalem og Israels Land, har spillet en central rolle i århundreder i jødisk liv i diasporaen (eksil). I slutningen af det 19. århundrede grundlagdes Zionismen, en national bevægelse, som reaktion på fortsat undertrykkelse og forfølgelse af jøder i Østeuropa. Zionismen voksede i takt med skuffelsen over, at den frihedsbevægelse, som fandt sted i Vesteuropa, hverken havde bragt en ende på diskriminationen af jøder eller integreret dem i de samfund, de levede i.
Ved den første
Zionistkongres (1897) i Basel, Schweitz, indkaldt af
Theodor Herzl, blev
den zionistiske bevægelse stiftet, som en formel politisk organisation, der slog til lyd for det jødiske folks tilbagevenden til Israels Land og til genoplivelsen af den nationale livsform i det fælles hjemland.