I bibelsk tid
Den jødiske historie har sin oprindelse i det andet årtusinde f. Kr. med patriarkerne Abraham, hans søn Isak og barnebarnet Jakob som hovedskikkelser. En hungersnød, der hærgede landet, tvang Jakob og hans sønner, som senere blev stamfædre til Israels 12 stammer, til at udvandre til Ægypten, hvor deres efterkommere blev slaver.
Flere århundreder senere førte Moses sit folk ud af Ægypten, tilbage til Israels Land, fra slaveri til frihed. I 40 år vandrede stammerne gennem Sinaiørkenen, hvor de blev forenet til et folk. På Sinaibjerget modtog Moses lovens tavler. Disse love, som også omfatter De Ti Bud, gav både form og indhold til stamfædrenes monoteistiske tro.
Kongedømme
Anført af Josva erobrede Israels stammer landet og bosatte sig der. Med ledere, under titel af Dommere, Forenedes folket, især når farer truede udefra. År 1028 f.Kr. blev kongedømmet etableret under Saul. Hans efterfølger, David forenede på ny stammerne under eet styre og gjorde Jerusalem til landets hovedstad (ca. år 1000 f.Kr.). Under Davids søn, Salomon, udviklede kongeriet sig til en blomstrende økonomisk magt. I Jerusalem byggede Salomon templet til Israels Gud.
Vigtige handelscentre omfattede omfattede befæstede byer som Hazor, Megiddoog Gezer, der blev grundlagt under hans styre, er bevidnet ved arkæologiske fund. Efter Salomons død blev landet delt i to kongedømmer; Israel, med hovedstaden Samaria og Juda med Jerusalem som hovedstad. I de næste to hundrede år levede disse to kongedømmer side om side, styret af jødiske konger og med sociale og religiøse love holdt i hævd af profeterne.
Kongedømmet Israel blev erobret af Assyrerne (722 f. Kr.) og befolkningen blev fordrevet. Juda blev erobret af Babylonerne (586 f. Kr.), der ødelagde Templet i Jerusalem og førte størstedelen af den jødiske befolkning til Babylon.
Perioder med jødisk selvstyre
Anført af Josva erobrede Israels stammer landet og bosatte sig der. Med ledere, under titel af Dommere, Forenedes folket, især når farer truede udefra. År 1028 f.Kr. blev kongedømmet etableret under Saul. Hans efterfølger, David forenede på ny stammerne under eet styre og gjorde Jerusalem til landets hovedstad (ca. år 1000 f.Kr.). Under Davids søn, Salomon, udviklede kongeriet sig til en blomstrende økonomisk magt. I Jerusalem byggede Salomon templet til Israels Gud.
Vigtige handelscentre omfattede omfattede befæstede byer som Hazor, Megiddoog Gezer, der blev grundlagt under hans styre, er bevidnet ved arkæologiske fund. Efter Salomons død blev landet delt i to kongedømmer; Israel, med hovedstaden Samaria og Juda med Jerusalem som hovedstad. I de næste to hundrede år levede disse to kongedømmer side om side, styret af jødiske konger og med sociale og religiøse love holdt i hævd af profeterne.
Kongedømmet Israel blev erobret af Assyrerne (722 f. Kr.) og befolkningen blev fordrevet. Juda blev erobret af Babylonerne (586 f. Kr.), der ødelagde Templet i Jerusalem og førte størstedelen af den jødiske befolkning til Babylon.
Under fremmed herredømme
Fra år 60 f. Kr. kom landet, som var svækket af interne stridigheder, under romersk herredømme. I deres forsøg på at frigøre sig, indledte jøderne en række opstande, der kulminerede i revolten år 66 (e. Kr.). Efter fire års periodiske kampe, strammede Rom grebet om Judæa, brændte Templet ned til grunden og førte mange af landets jøder i eksil (år 70). Den sidste opstand mod Rom, organiseret af ca. 1000 jøder, som havde søgt tilflugt på det befæstede Massada bjerg, blev slået ned i år 73, og resulterede i forsvarernes kollektive selvmord. Massada blev senere symbolet for det jødiske folks frihed i deres eget land.
Under romersk (70 – 313) og byzantinsk (313 – 636) herredømme bibeholdt og videreudviklede den jødiske befolkning deres eget retsystem, undervisning og kulturelle institutioner. Jødisk lovgivning blev nedskrevet i
Mishna (lov codex) i det andet århundrede og udførligt uddybet i Talmud i det tredje til femte århundrede. Disse love, hvoraf flere senere blev ændret for at imødekomme forandringer, der havde fundet sted, er stadig bindende for jøder, der overholder de religiøse forskrifter.
Et andet forsøg på at genindføre national jødisk selvstændighed (Bar Kochbar revolten, år 132) resulterede i, at en selvstændig enklave blev oprettet i Judæa, med Jerusalem som hovedstad. Tre år senere slog romerne imidlertid Bar Kochbar revolten ned og i et forsøg på at udslette enhver jødisk tilknytning til landet, ændrede man byens navn fra Jerusalem til Aelia Capitolina og landets navn til Palæstina.